Rosinen i pølseenden

Rosinen i Pølseenden

For 16 år siden skød jeg min første buk i foreningen det var den 5/6 kl 7.00 i Sandet. Derefter skød jeg en buk i Nordre og Svanholm. Her 16 år senere skød jeg så i Elkjær d. 5/6 kl 7.00, buk nummer 4.

Buk 1 var som sagt i Sandet og den blev skudt på søndersiden da nyplantningerne var nye og der var godt udsyn. Jeg pürshede langs kanten af skoven da den pludselig kom ud 20 meter fra mig, det var en årsbuk så den tænkte ikke synderligt over at jeg stod i det fri, godt nok med skoven som baggrund. Den faldt på stedet, og min første buk var en, syntes jeg selv dengang, en kæmpe gaffelbuk. Buk 2 skød jeg i Nordre. Den blev skudt på vejen som går igennem skoven, den sidste morgen jeg havde tilbage i min uge. Jeg havde set flere dyr den morgen, men ikke selve bukken. Da jeg er på vej hjem efter at have siddet på anstand hele morgen, ser jeg nogle små træer ryste lidt underligt i kanten af vejen. Jeg bliver hurtigt klar med riflen hvilket er godt, da bukken snart står 30 meter fra mig midt på vejen. Og her i 11. time ligger bukken så stendød på vejen foran mig. Det var en okay gaffelbuk som var lidt speciel da den ene stang var vokset lidt skævt op. Det var nok pga en skade den havde fået tidligere da dens ene bagben også var lidt skævt. Ja bukkejagt er aldrig slut før man sidder i bilen på vej hjem fra reviret.

Buk 3 skød jeg i Svanholm. Det var en rigtig drillebuk som jeg havde i kikkerten 3 gange inden jeg fik den 4. gang. Den gik i hestefennen og med lidt træls vestenvind kunne jeg ikke rigtigt få mig placeret rigtigt. Den var bestemt ikke nem at komme til. En dag hvor jeg sad i torden regn og blæst, og ventede på lige præcis de 5 min, hvor der bliver hul til solen og dyrene kommer ud, kom der som ønsket et lille ophold i det dårlige vejr, og ganske rigtigt så kom der straks dyr ud, det var dog kun det smaldyr som bukken før havde gået med. Jeg ventede længe på, at bukken skulle gøre den selskab, men da råen gik ind i skoven efter 10 min. Var der stadig ikke kommet nogen buk. Dette syntes jeg ikke om for så var bukken måske skudt andetsteds. Bukken kom så ca. 10 min senere, hvilket vejret taget i betragtning var lidt underligt. I de mellemliggende minutter havde jeg selvfølgelig nået at opgive og var på vej mod bilen, så bukken slap denne gang. På plads igen, dagen efter, helt over ved asfalt vejen så jeg igen bukken komme ud sammen med råen, Jeg begyndte så min pürsh, hele vejen op til rideskolen, så tværs over langs med skoven for at komme på hold af bukken. Bukken nåede dog at gå til skovs på min tur rundt. Jeg fik mig dog placert så jeg var klar, hvis bukken skulle komme ud nok engang. 10 min senere kom bukken som ønsket 80m ude og faldt på stedet. Buk 4 som jeg så skød i Elkjær er bestemt ikke den største buk jeg nogensinde har skudt, men den gav mig alligevel en af mine største oplevelser med bukkejagt. Jeg havde siddet flere gange i hochstanden på søndersiden/over imod minkfarmen. Jeg var sikker på at bukken nok skulle dukke op der, da der var mange fejninger tæt derved. Efter at have siddet der mange gange, og i timer ad gangen, meldte utålmodigheden sig og jeg begyndte at pûrshe rundt i skoven, her så jeg da også flere hundyr og en lille knopbuk. Efter at have set dyr flere gange på fodermarken besluttede jeg mig for, at nu, skulle den have en chance. Kort før skydetid listede jeg mig igennem skoven for at sætte mig i hochstanden for enden af fodermarken. På min vej mødte jeg en ræv, som jeg fik muset ind på 10 meter, inden den fattede faren. Da jeg kom til fodermarken var der ingen dyr at se, så jeg kom op og sidde uden at skræmme mere. Kort tid efter trådte en rå ud på fodermarken og kort derefter fulgte knopbukken. De gik længe i den høje del af fodermarken. Den del var så høj at de til tider forsvandt helt i det. Kun når de gik ind i fyrene var der er lille overgang hvor de var fri. Flere gange gik de fra fodermarken og ind i fyrene. Jeg sad længe og håbede på, at den store buk trådte ud, men det skete ikke. På et tidspunkt var der et stort rablader i fyrene og en rå kom jagende ud med en ræv. Det gik over stok og sten og råen fik ræven jagt langt væk. Bare ikke langt nok væk, skulle det senere vise sig. Da jeg halvanden time senere havde set på den lille knopbuk og smaldyret i sammenlagt en times tid, besluttede jeg mig for at hvis bukken kom for, så måtte det blive den skalp jeg vil tage. Min beslutning om at ville skyde den lille, var yderligere forstærket af at jeg for 16 år siden præcis på dagen og klokkeslæt (viste det sig senere) skød min første buk i foreningen. Desuden manglede jeg kun at skyde buk i Elkjær, for at have skudt buk på pûrsh på alle foreningens arealer. De foregående 3 gange dyrene var gået fra fodermarken og ind i fyrene, var smaldyret gået ind først hvorefter bukken nærmest var kommet springende efter. Derfor vidste jeg, at hvis jeg skulle have den, så skulle det gå rimeligt hurtigt hvis den endelig blev fri. Ganske som tidligere gik råen først ind i fyrene og bukken kom hurtigt efter. Den stillede sig dog lige i kanten, som håbet, men nu var det mig der var for hurtig. Idet jeg gik op langs bukkens ben, skød jeg 10 cm for hurtigt eller for lavt om man vil. Jeg vidste med det samme at skuddet sad lavt, men ikke om det trods alt fik godt nok fat alligevel. Det skal siges, at jeg skyder med en 222 så den lille rekyle gør, at det er forholdsvis nemt at fornemme og være sikker på hvor det afgivede skud sidder. Bukken sprang ind i fyrene , og efter en kort eftersøgning på stedet var en schweisshund den eneste fornuftige løsning. Da jeg gik fra skoven, hørte jeg en blanding imellem smælen og skrigen fra fyrene, så min umiddelbare vurdering var, at bukken havde sat sig der, da lydene ikke flyttede sig men lød til at komme det samme sted fra. Ca. en time efter kom Bent Jørgensen med sin schweisshund, og vi kunne begynde at lede. Jeg forklarede ham hvad jeg havde set og hørt. Der var knogle splinter på stedet men kun lidt blod. Jeg blev sat for ud mod heden, hvis bukken gik den vej. Kort efter kom Bent om til mig, og sagde, at han havde fundet et friskt rålam inden i skoven. Først fik jeg et mindre chok, da jeg troede at det var den jeg havde skudt, altså taget fejl af buk og rå. Nerverne sad lidt uden på tøjet, og tvivlen nagede. Men det viste sig at det var et helt lille lam han havde fundet, måske 14 dage gammelt. Lammet var helt frisk næsten varmt endnu. Det var altså forklaringen på den smælen/skrigen, som var kort efter jeg havde skudt. Ræven var altså vendt tilbage og havde taget lammet, så det var en gammelrå jeg havde hørt. Ja naturen er barsk. Den buk jeg havde skudt til var gået igennem fyrene, og videre syd på. Den var gået tværs igennem Elkjær et godt stykke ud af Elkjær, retur i den vestlige ende igen. Så var den gået hele vejen igennem Elkjær på langs, ned forbi den lange fodermark og igennem stykket med nyplantninger. Da vi kom igennem nyplantningen var hunden ved at være godt træt. Vi havde på dette tidspunkt gået i ca en time, og var gået ca. 2 kilometer. Den var dog stadig låst fat på sporet, så Bent mente at han skulle tage den anden hund, som han havde med i bilen, og så prøve med den. Hvis vi så kom til tæt skov igen, ville han slippe hundene. Han nåede kun at koble hundene førend vi så et dyr 100 meter foran os. Straks gik vi på igen, dyret kredsede nu lidt rundt om os og gik så udenfor Elkjær igen. Bent slap nu hundene og bukken kom nu retur til Elkjær igen. Jeg stod klar med riflen hvis chancen bød sig. Kort efter kom bukken springende over stien, og jeg fik sendt et skud efter den. Det var en kæmpe lettelse da hunden kort efter tog bukken. Da vi kiggede nærmere på skuddets placering blev vi overraskede over hvor lidt blod vi havde set på såvel skudstedet som på turen efter bukken. Vi havde gået omkring 2,5 km. Og var kun stødt på få dråber blod. Skuddet sad i det ene løb, og havde kun lige strejfet brystbenet på bukken. Udgangshullet var ca 10 x 10 cm men havde altså ikke afgivet meget synligt schweiss efterfølgende. Fantastisk var det under hele turen at se hvor koncentret hunden arbejdede, og hvor super professionelt Bent arbejdede med hele forløbet. Bukken var en meget lille knopbuk, men det er helt sikkert den buk jeg i lang tid vil huske som den største modstander.

I forhold til de øvrige 3 bukke som jeg har skudt i foreningen og som sammenlagt gik 0 meter, så fik jeg da gået lidt efter Elkjær bukken som gik ca 2500 meter. Med jæger hilsen Og knæk og bræk til alle som får fornøjelsen af at gå på pürsh på foreningens skønne arealer. Claus J. Hansen